|
|
|
|
Rosa Engelbrecht Gefionsvej 16 7000 Fredericia tlf. 75 91 19 22 engelbrecht@c.dk |
|
|
Digtsamling Mine digte er inspireret af sammenfald og afhængighed mellem natur og mennesker. Nogle af de tanker jeg gør mig i den forbindelse er skrevet ned i stille morgentimer, og samlet i et lille hæfte. Her på siden er det muligt at læse digtene. De er delt op i følgende emner;
|
Mest om følelser |
Elskov
Elskovens
spæde blomstrende start smager af tryghed spises med voksende glæde saften bliver brugt uden tanker der hæmmer til svævende flugt. Elskovens falmende lysende løv syner af livsglæde søger at fastholde mindet om blomsternes støv tanken fyldes med angst blir knugende sløv.
|
Kærlighed Dens væsen er evigheden på uransagelige veje mod mal som tilfældig gled forbi, gav et nærende leje. Den standser en tid sin søgen fordi, den gerne vil ejes, for ikke at flygte forsømt må den stadig dyrkes og plejes
Øjnenes
smilende varme ved stemmens blide røst, ved lyden af kendte skridt og hænders kærtegnende røst. Som livgivende kildevand den risler over sjælens spejl, leve den kan på trods af modgang og håbets brudte sejl. Den er som strømmende lava ubetvingelig glødende ren, den ophører ikke ved kulde men lejres i hjertet som sten |
|
Dit
udspring er ubekendt din substans er angsten, angsten for at miste kærlighed angsten for at såres, blive kasseret angsten for egne ukendte drifter, som medspiller i livets vigtigste spil, Din farve er cirkelformet og indesluttende kvælende, fra det dybeste fortvivlende gravsorte det hårdeste stivnede isblå påtaget ligegyldige bleggule, til tåresaltet tryglende hjerterødt. Din virkning er kraftfuld. Du tramper kærligheden ned afsjæler den med tusind små stik, bygger håbets tårn af perlende glæder vælter alt, med følelsernes afmagt, du ved at tårnet bliver stadig mindre. Din næring er fantasien du bekæmpes af fjentlig fornuft, din nærmeste slægtning er misundelsen en pirrende ven er kærligheden. Din urgamle bolig er mennesket, din grav er ikke, dit liv er evigt. |
|
|
En
brusende strøm af muligheder går gennem tankens kværn ledes ud i forseglede kasser stemples alle fortroligt. |
Den
sommer, |
Mest om naturen |
|
Hånd
i hånd ad stier med froststivnet sand. Træernes nøgne grene tier mod himlens glødende rand, Roen i sindet ved hændernes mildhed, forstærkes ved savnet af bølgernes brus, gemt under isens totale stilhed, brydes af svanens sultne vingesus.
|
Skovskræntens
brune bøgeblade tørre og kolde som vinterhud i frost, varmes af martssolens blege stråler der rammer min kind. Bladenes stamme fældet død, stubben blev stol ved forårets seng, jeg rører den stille bøgedyne vækker muldens slumrende duft. |
|
Tågen
stiger fra marken løfter sig mod solen som lader sine sidste stråler spejle sig tungt i fasanfarvet efterårsluft. Solen bleges af tågeslør suges ind i horisontens tunge skyer lytter stille til travle dyretrin langs hegnets vilde bær. Tågens kolde klamme luft får farve af vildfarne mælkebøtter under løvet der hvirvles af fugletræk som drages mod solen. |
Du
som gav varme lys og mildhed, forlad blot mine arme. Bliv savnet i stilhed.
Gem dit
indre liv
|
|
|
|
|
en prægtig urtidskamel, har stormen som nyt land lejret og formet en hel bunke ældgammelt sand som blev, af en ny klit en del. Tunge vilde skyer vidner om de kræfter der flyr, så alt undervejs må døje når skagens storme og sand ny klitrand vil føje til mod øst, på det smalle land, Sol på tørre strå giver vintervandreren mod, beviser at foråret lå bag klittens flade krone at sommeren kan nå gennem stormenes barske tone.
|
Tø, får den grå
morgenluft til at svulme af håb. Den trækker vinteren ud af de sløve hjerter, trækker den ud af længslernes gemte håb. Tø, får de bundne safter til at flyde i strømme. Den trækker vinteren ud over mark og vej, trækker den ud som syner i nattens drømme. Tø. får de stumme stemmer til at løsnes i forårsklang. Den trækker vinteren ud af kaldende toner, trækker den ud til isens dryppende sang. Tø, får solens varme stråler til at fange vinterens savn. Den trækker vinteren ud af kærlige øjne, trækker den ud til sommerens hede favn |
|
går gennem isens panser, danner revner i hop når forårssolen danser. Fjorden danner våger med glinsende vand, lukker op for måger og en sulten and. Fjorden presser på maser isen mod høfter, for solstrejf at få tons tunge sten den løfter. Fjorden lytter spændt til fuglenes paringsdrømme, isbjergets dage er endt i melankolske smeltestrømme Fjorden glædes stolt fugle vender på tælling, og gør samlet holdt over forårets melding. Fjorden tager imod duften af spændt saft, en enlig isflage stod som vinterens sidste kraft.
|
forårets gys blinker som ædelstene, rammer øjet som tene. Tæppet af hele urørte skaller knaser og hører sommeren den kalder i ventetiden. Sommerhuset stadig beruset af beklumret gemmeluft, søger at fange følfodens duft. Som daglange åndedrag dørene går trækker solen ind i de klamme dynevår i ventetiden. Vinterfrakken varmer nakken saften gør spændt, dens opgave er endt. Nar bunker af brune frakker falder befrielsens suk gennem kviste gjalder i ventetiden Titelliste |
|
favner alle i deres krogede skygge. De står fast som den sikreste klippe, Samler på livserfaringens nærende drikke. Andre vokser hurtigt stræbende op, som grantræets stolte knejsende top. Uden tanke for andre roden blir svag, i storm, alene blandt mange, de vælter en dag Med evner til orden og fasthed i livet, man bøgenes afstand om roden blir givet. Glatte stammer med skiftende kroner skues, både i flok og ene, dog sjældent de trues. Snærende krybende kvikgræsrødder, man som sladder i livets have møder. De mødes med mishag og sandhedshakken, hengiven venskab kun sjældent er takken. Slår man rod som mælkebøttens pægl, et tilfældigt sted uden at vise sjæl, beskues man kort, for sin ydre dragt, men mødes af mange med stille foragt. Vækster med sarte og fine eksotiske rødder, fremstår i livet som et kunstværk der gløder. Skal beskyttes mod kulde og hug, for ikke at kvæles og visne med suk. Røddernes vilje til genvækst er givet, de graves op og plantes på ny til livet. Dog livets spade kan flosse og slide, så selv den stærke for hårdt må lide. |
for føde bonden sprøjter for grøde. Glædens glød er sivet liv og død er givet. Tunge tanker på vej ryggen ranker sig nej.
|
Lidt af hvert |
Hænder
Små bløde buttede
krumme fingre søger stædigt smidigt, tilpassende sig det fremadstræbende åbne sind. Søger fra barndommens tryghed mod livskravets tyngende ansvar, Faste stærke erfarne rolige fingre arbejder stødt målrettede, bevidste om det mangfoldige livs værdi. Finder fred ved et indre bedrag i troen på tidens stilstand. Tunge grove mærkede krumme fingre griber kloge kraftløse, ude af kontrol efter det svindende liv. Går fra det skiftende livslys mod det ukendte bløde mørke.
|
Ord
De er alle vegne, på tryk og bånd. Vi gemmer på ord, i hjerne og hjerte, i skjul. Ord løfter til skyerne, knuser mod klippen. Ord kan gi' varme, og iskold luft, i hjertet. Ord tramper i sølet, renser den mistænkte. Ord er dræbende, for stilhedens tale, i sorg. Ord kan kærtegne, smerte som piskesmæld. Ord er samlende, sår strid og splid, i venskab.
Ord skabes på skift, |
|
- stinker af afmagt. |
kvælende holdt i gang af mekaniseringens rus der jager tomt, overdøver naturens lyde af stilhed. Søg efter stilheden bevidst holdt i gang af livsglædens værdi der kræver mod, genopdager naturens lyde af stilhed. Nyd igen stilhedens pulsslag holdt i gang af næstens åndedrag blandet med vinden, der bærer naturens lyde af stilhed. Bekæmp evigt stilhedens livstrussel holdt i gang af atomernes susen af total stilhed, tømt for naturens lyde af stilhed. |
|
på fortidens fejl på udviklingens gavn på samtidens savn på opbremsningens krav på fremtidens kaos. Troen på ansvar og vilje, fragået mennesket.
|
Tiden er
- evighed, |
|
Transitvejens
grå rabat landets ene mærke Trabant følger ruten bestemt den som er staten bekendt. Landets love om frihed den statsbestemte lighed fastbrændt i alt glasur varens pris sat i bur. Bøgers titler er udsalg af monopolets udvalg af taler og slagord trykt til arbejderens bord. Huse i evig forfald boligmanglens skjulte tal grå beton i blokke arbejdere i flokke. Uendelig pigtrådshegn stærkstrøm og miner er tegn på manglende frihed socialismens svaghed. Ingen velkomst der lyder men blanke knapper pryder tavse tunge sjæle på kontrollerede hæle. |
Midtvejs
på livets ocean Midtvejs
på ungdommens sø Midtvejs
mod den sidste havn
|
Tidens brug Tiden
bruges til opfindelser og ødelæggelser, |
|
Tiden
kræver at vi udnytter den optimalt, at vi forholder os til den. Tiden kræver at vi tager stilling til, massemediernes informationer, valuta, krig, hungersnød, atomkraft, forurening, teknologi, mord og vold. Tiden kræver at vi vurderer, sorterer diskuterer, har en mening. Tiden kræver at vi er aktive, på arbejdet, hjemme, i fritiden, i debatten. Tiden kræver at vi lige ansvarsfuldt passer, arbejde, børn, hjem, deltager i møder, søger kurser optræder harmoniske, afslappede tager hensyn, er selvrealiserende. Tiden kræver at vi både er miljøbevidste, kostbevidste, politisk bevidste, kulturbevidste, familiebevidste, pædagogisk bevidste, samfundsbevidste, forbrugerbevidste, fremtidsbevidste. Tiden kræver at vi har overskud, overblik, kan vælge. Tiden kræver ofre for, stress, utryghed, forvirring, misbrug, skilsmisser, kriminalitet, invaliditet, sindslidelser og selvmord, Tiden kræver vindere, tilfredshed, tryghed, materielle goder, beundring, respekt, indsigt, valgfrihed, arbejde og ferie. Tiden kræver samfundets krav - samfundet - og tiden er os. Tiden kræver at vi stiller krav til tiden, at vi ikke er et produkt af tiden. Tiden kræver at vi bliver - en del af tiden. Titelliste |
